Din Vilje Ske!

Vi er de ultimative beslutningstagere i vores liv, og det vi beslutter os for er det, 'Universet' vil støtte os i, hjælpe os med og levere til os. Så uanset om vi tror og handler på noget negativt eller positivt om os selv eller den situation vi er i, er det det, 'Universet' vil støtte os i, hjælpe os med og levere til os. Dét er Ubetinget Kærlighed!

Så det du oplever lige nu, er altid et perfekt match til det du tror og handler på. Ønsker du forandringer i dit liv, skal du forandre det du tror på og dine handlinger. Det lyder simpelt og er det faktisk også. Vores menneskelige udfordring er bare, at vi ofte har svært ved at gennemskue hvad det er vi åbenbart tror på, siden vi handler som vi gør OG sætte ord på, hvad det er vi gerne vil.

I sådan en situation er det genialt at benytte Akasha Arkivet, som altid står til rådighed med disse oplysninger, men du kan også arbejde med det selv. Her er hvordan jeg selv griber det an:

Hvad oplever jeg

Sæt dig og skriv om det specifikke du oplever. Lav en punktopstilling ala:

Jeg oplever:

  • at ...

  • at ...

Jeg kalder det 'at tage temperaturen', 'dagstemperaturen' eller 'øjeblikstemperaturen'.

Hvad handler det om

Kig nu på, hvad du har skrevet. Hvad handler det om? Hvad er fællesnævneren? Hvad fortæller dine oplevelser om dig?

Mine skriverier handler ofte om noget jeg enten ikke har gjort godt nok eller været godt nok. Hvilket afslører, at jeg åbenbart har regler og overbevisninger om, hvad 'godt nok' i det hele taget er.

Undersøg hvilke regler der er i spil

Hvilke regler og overbevisninger afslører dine skriverier at du har? Når du ser dem, så skriv dem fuldt ud i hele deres ordlyd.

En af mine nyfundne regler lyder sådan:

'For at kunne retfærdiggøre at JEG bruger SÅ mange af vores FÆLLES penge på en autocamper SKAL jeg bruge den på den rigtige måde'.

Læg mærke til, at sådanne regler og overbevisninger ofte er meget brede og mere end antyder skyld i en eller anden form. Det brede i denne er, at camperen skal bruges på 'den rigtige måde'. Skylden følger, hvis jeg ikke lever op til reglen. Hvilket er giver på forhånd pga. af den brede formulering.

Hvordan handler jeg på reglen?

Når du har fundet reglens ordlyd, kan du med stor fordel skrive ned, hvordan du lever op til den. Hvordan handler du på den? Hvilke valg træffer du med udgangspunkt i denne regel? Det kan også stilles op i en punktopstilling, for det giver et rigtig godt overblik.

Mine handlinger i forhold til min nyfundne regel om autocamper er fx:

  • Jeg vælger at lægge planer for, hvordan og hvornår jeg vil bruge autocamperen

  • Jeg giver mig selv skyldfølelse fordi jeg VED, at jeg ikke kan (eller vil) leve op til de planer, hvilket altid resulterer i en hovedpine

  • Jeg formulerer tanker som retfærdiggør at....

Som du ser, er mine handlinger foregået på tankeplan. Det er fordi jeg har taget mig selv i det før jeg har fået handlet rent fysisk på det. Havde jeg handlet på det, havde min liste måske set sådan ud.

  • Jeg tager på ture som jeg egentlig ikke har lyst til eller er parat til

  • Jeg parkerer og overnatter steder som jeg ikke har lyst til, for det er jo 'det man gør'

  • Jeg er social med andre campister for det er også en del af 'det man gør'

  • osv.

Er det sandt?

Herefter vil jeg invitere dig til at reflektere over hvad du har opdaget. Er denne regel jeg lever efter sand for mig? Hvem har fundet på reglen? Er det det jeg ønsker at opleve?

Omformulering:

Når du er klar, kan du omformulere reglen således, at den har Ubetinget Kærlighed som udgangspunkt.

Min regel lyder herefter sådan her:

'At have en autocamper at opleve og arbejde fra, er den måde jeg ønsker at opleve mig selv for øjeblikket. Jeg må bruge den præcis som jeg har lyst til med henblik på at opleve Kærlighed og Frihed i mit liv.

Nye handlinger

For at din nye kærlige regel kan træde i kraft i dit liv skal du leve den - altså handle på den. Hvordan kan du forestille dig, at bakke den op? Skriv det gerne ned i endnu en punktopstiller for det er så hjælpsomt.

Mine nye handlinger ser sådan ud:

  • Jeg tager på ture når jeg mærker impulsen til det

  • Jeg lever og agerer i camperen på en måde, der passer til det jeg har lyst til og som giver mening for mig

Giver ovenstående mening for dig at bruger, er du meget velkommen. Det er ment som inspiration som værende en metode blandt mange.

Din Vilje Ske!

Kærligst
Katja


Noter
:
Universet:
Det jeg i denne tekst kalder 'Universet' er lig med vores Kilde: Ubetinget Kærlighed. Ubetinget Kærlighed har mange navne her på jorden; Gud i alle former, Kærlighed, Kilden, Altet, Lyset, Det Guddommelige, Universet osv. Det spiller ingen rolle, hvad vi kalder denne energiform, det er udelukkende vores egen præference.

Loven om Karma:
Loven om Karma er meget simpel og fuldkommen fair. Den siger, at når du træffer et valg, oplever du en konsekvens, der er et match til dit valg. En anden måde at sige det på er, at lige tiltrækker lige, at man høster hvad man har sået osv.

Autocamper:
Jeg har arbejdet hjemmefra i mange år og oplevede for et par år siden, at være godt træt af, altid at være hjemme. Tanken om et kontor ude i byen gav ikke mening i kraft af, at alle mine klientsamtaler foregår via telefon eller video, så det at sætte mig i en anden stol i et andet kontor virkede lige så trættende på mig. I stedet besluttede vi at investere i en campervan. Et rullende kontor. På den måde kan jeg kombinere mit behov for naturoplevelser med mine hunde, variation og et sted at kunne arbejde uforstyrret fra. Den nyfundne stærkt begrænsende regel kom til overfladen i forbindelse med overvejelser om at købe en ny og større autocamper.